Hvordan udvikler demens sig?

Sikkerhed og tryghed

Når hukommelsen begynder at svigte, man ikke kan finde vej, og kroppen ikke længere vil makke ret, vil den demensramte få et stigende behov for hjælp. Ofte er det familie, venner eller hjemmeplejen, der hjælper og støtter. Hjemmeplejen er dog ikke til rådighed 24 timer i døgnet, og hvis man bor alene, kan det gøre den demensramte utryg. Hjælpemidler og sikkerhedsforanstaltninger kan hjælpe med at gøre den demensramte mere tryg i egen bolig.

Demenssygdomme kan ikke helbredes og bliver kun alvorligere med tiden, så før eller siden vil der være behov for hjælpemidler. Det er derfor værd at tænke fremad og tage hjælpemidlerne i brug allerede i de tidlige faser af sygdommen, hvor den demensramte har lettere ved at acceptere og tilpasse sig forandringer. Man kan for eksempel installere en sikkerhedsafbryder på komfuret eller lægge et ekstra sæt nøgler hos naboen, så der er hjælp at hente, hvis den demensramte har fået låst sig ude.

Selvom nødkald har stor værdi for mange ældre, er personer med demens sjældent i stand til at bruge et nødkald, medmindre de havde nødkaldet før sygdommen for alvor satte ind. Det samme gør sig gældende for andre former for hjælpemidler, hvor rutine er en stor del af brugen. For eksempel sporingsenheder og GPS’er, som kun virker efter planen, hvis den demensramte tager dem med sig på gåturen.

Læs også: Må man overvåge demensramte med GPS?

Demens er også de pårørendes sygdom

Det er hårdt – både fysisk og psykisk – at være pårørende til et menneske med demens. Udover omsorgen for den syge, kan der også være nogle praktiske konsekvenser for de pårørende. Nogle demensramte vender for eksempel om på nat og dag. Derfor kan de pårørende være nødt til at slukke deres telefoner om natten, fordi personen kan finde på at ringe flere gange. Hvis den demensramte også går ture alene, kan det give de pårørende mange bekymringer, fordi der hvert år er demensramte, der ikke kan finde hjem og dør, fordi de ikke bliver fundet i tide. En løsning kan være sovemedicin, og at den demensramte ikke sover for meget om dagen.

Det er ofte meget svært for de pårørende at skulle forholde sig til, at demenssygdommen påvirker opførsel og personlighed. Forandringerne kan bl.a. medføre, at den demensramte kan finde på at råbe i lang tid ad gangen eller ligefrem blive voldelig. Det er ikke altid til at forudse, hvad der gør, at den syge kan finde på at slå ud efter et kært familiemedlem eller pludselig begynder at råbe. Den voldsomme adfærd kan skyldes frustration, forvirring eller vrede over ikke at kunne høre, smerter, eller at den demensramte ser syner. Derfor kan det være nødvendigt at give beroligende medicin i en periode. Den slags medicin kan dog have mange bivirkninger, så det er vigtigt, at lægen ikke giver for meget og ikke i længere tid, end det er nødvendigt.

Plejehjem

Der er ikke nogen officiel grænse for, hvornår man er for dårlig til at kunne klare sig selv derhjemme med støtte fra familie og hjemmeplejen. Beslutningen om at søge om plads på et plejecenter kan være barsk, og det rette tidspunkt er forskelligt fra person til person. Demenssygdommen bliver dog kun alvorligere med tiden, så det er vigtigt, at man som pårørende jævnligt stopper op og mærke efter:

• hvad der vil være bedst for den demensramte.
• om man kan holde til den belastning, som pleje af en demensramt medfører.

De fleste plejehjem har særlige afdelinger for personer med demens. Afdelingerne er skærmede og har tilbud, som er lavet specielt til personer med demens, ligesom personalet er uddannet til at håndtere de udfordringer, som demens kan medføre.

Læs også: Livet med demens