Må man overvåge demensramte med GPS?

Normalt er det de pårørende, der først opdager symptomer på demenssygdom. Sammen med de første symptomer, starter de pårørendes bekymring for personen. Tanker om, hvad der kan ske, hvis personen med demens en dag går hjemmefra, er langt fra unormale.

På et tidspunkt mærker personen med demens også, at sygdommen ændrer dem. Visse ting bliver sværere, og andre bliver helt umulige. De fleste personer med demens oplever for eksempel, at det bliver sværere at finde rundt på egen hånd. Det er derfor med god grund, at både personen med demens og de pårørende bliver bekymrede. Nogle demensramte bliver så bange for at blive væk, at de helt holder op med at gå ture, cykle eller tage bussen, hvis de er alene. Allerede i de tidlige stadier af demenssygdommen kan sporingssystemer derfor skabe tryghed både for personen med demens og for de pårørende. De ved, at han eller hun kan blive fundet, hvis retningssansen en dag svigter. Når sikkerheden er i orden, kan personen med demens lettere fortsætte med færdes på egen hånd. Det er sundt for selvtilliden og livskvaliteten.

Når demenssygdommen på et tidspunkt er blevet meget alvorlig, bliver nogle personer med demens dørsøgende. De kan blive frustrerede og føle, at de bliver holdt indespærrede. Andre søger hen til steder og forretninger, de måske engang har kendt. Nogle forlader boligen, bare fordi de har lyst. Når demenssygdommen er blevet så alvorlig, er risikoen for at blive væk stor. Især hvis kroppen også er begyndt at svigte, og det ikke er sikkert, at personen med demens har kræfter til at gå hjem – hvis personen overhovedet kan finde vej.

Når demenssygdommen er blevet så alvorlig, bruges sporingssystemer først og fremmest af hensyn til sikkerheden frem for selvstændigheden. Sikkerheden er vigtig, fordi der hvert år desværre er mange personer med demens, der bliver væk. Årligt dør op mod 15 personer med demens, fordi de ikke blev fundet i tide. De kan fryse ihjel, tørste eller komme til skade. Familier og venner slipper derfor for mange og alvorlige bekymringer, hvis de har en sikkerhed for, at de altid kan finde deres demensramte pårørende.

Udover at bekymringerne letter, kan et sporingssystem også give de pårørende deres frihed og selvstændighed tilbage. Mange pårørende bruger rigtig meget tid på at holde deres partner eller ægtefælle med selskab og på at passe på ham eller hende. Det går hårdt ud over de pårørendes sociale liv, når der ikke er tid til at mødes med venner og bekendte. Pårørende til personer med demens får oftere depressioner og stress end andre jævnaldrende, fordi de er ensomme, og fordi det både er psykisk og fysisk hårdt at skulle passe på sin partner døgnet rundt. Sporingssystemer kan overtage lidt af opgaven, så den pårørende kan få lidt tid alene eller sammen med venner. At være sammen med venner kan forhindre, at den pårørende kommer til at føle sig ensom.  Sporingssystemer giver derfor begge parter i forholdet frihed og selvstændighed.

Der er dog nogle etiske og tekniske udfordringer ved at bruge GPS til at finde personer med demens. Læs mere her. 

Sporing handler om mere end sikkerhed

Et landsdækkende samarbejde mellem ældreforeninger, demensforeninger, offentlige institutioner og private gjorde klart, at der var behov for en helt ny type løsning til personer med demens. Resultatet af samarbejdet er Otiom. Otiom er den første lokaliseringsenhed, der specifikt er udviklet til at beskytte personer med demens mod at blive væk. Samtidig sørger Otiom for, at de, der bliver væk, bliver fundet hurtigt, sikkert og præcist.

Derfor er brugerne selv – personer med demens og deres pårørende – blevet spurgt om, hvad de har behov for. De fortalte blandt andet, at det var vigtigt for dem, at:

• Personen med demens kan være selvstændig så længe som muligt.
• Personen med demens ikke skal bekymre sig om at blive overvåget.
• Personen med demens ikke vil føle sig som en byrde eller være årsag til bekymringer.
• Personen med demens og de pårørende selv kan bestemme, hvem der får alarmen fra sporingssystemet.
• De pårørende kan slippe nogle af deres bekymringer for den demensramtes sikkerhed.
• Sporingssystemet kan aflaste de pårørende.
• Sporingsenheden er nem at betjene – for ellers ender den i skuffen.

Sporingssystemer til personer med demens handler derfor om meget mere end muligheden for at blive fundet. Et godt sporingssystem skal kunne balancere ønsket om frihed, respekten for privatliv, brugervenlighed og behovet for tryghed. Otiom rådførte sig derfor med eksperter i sporingsteknologi og specialister på demensområdet for at udvikle en løsning, der kan leve op til brugernes ønsker.

Læs om den helt nye teknologi, Otiom bruger for på én og samme tid at give personer med demens og deres pårørende bedst sikkerhed og størst mulig fleksibilitet.

Samtykke eller kommunal tilladelse

Hvis personen med demens bor i egen bolig, aftaler I selv, om personen skal have et sporingssystem. Der er god fornuft i at købe et sporingssystem tidligt i sygdomsforløbet. Det er der to grunde til:

1. Hvis personen med demens tager sporingssystemet i brug tidligt i sygdomsforløbet, er der større sandsynlighed for, at han eller hun stadig accepterer og husker sporingsenheden, når demenssymptomerne er blevet alvorlige
2. Det kan være svært at får den demensramte til at acceptere et sporingssystem i de sene stadier af sygdommen. Mange personer med alvorlige demenssymptomer er utrygge ved nye ting og de er sjældent i stand til selv at gøre sporingsenheden til en del af den daglige rutine.

Hvis personen med demens har brugt et sporingssystem i sin egen bolig, kan personen ofte tage det med sig på plejecentret. Det kan derfor svare sig at tænke langsigtet, hvis I skal købe et sporingssystem. Et godt system kan bruges i mange år, fordi det kan tilpasses, når sygdommen bliver mere alvorlig eller hvis personen flytter.

Hvis personen med demens bor på et plejecenter, har personalet ret til f.eks. at placere en
sporingsenhed i jakken og andre oplagte steder. Personalet er blot forpligtet til forinden at informere enten personen med demens eller dennes værge om, at de har tænkt sig at benytte teknologien.

Man kan sige fra, hvis man som demensramt eller værge er imod, at personalet benytter sporingsenheder. I så fald er det op til kommunalbestyrelsen at afgøre, om personalet må benytte den tryghedsskabende teknologi.

Du kan læse mere om reglerne på bl.a. demensområdet hos Socialstyrelsen, der har udgivet en håndbog til borgere og pårørende.

Hvordan får man et sporingssystem?

I de tidlige faser af demenssygdommen, hvor personen med demens bor hjemme, skal I selv købe et sporingssystem.

Hvis personen med demens bor på plejecenter, kan I måske søge kommunen om tilskud eller låne et sporingssystem af plejecentret. Hvis I har brugt jeres eget sporingssystem i hjemmet, kan det normalt tages med på plejecentret.

Hvis I skal købe et sporingssystem, er det vigtigt, at I grundigt overvejer, hvilke behov I har. Tænk over, hvordan jeres hverdag ser ud. Hvis personen med demens for eksempel har mange par sko, er det nytteløst at købe en enkelt sender, der skal placeres i én sko. Hvis I køber et ur med GPS (et demens-ur), men personen med demens aldrig har brugt armbåndsur, bliver det nye demens-ur formentlig aldrig taget i brug. Find et system, der er nemt at bruge, som passer ind i jeres dagligdag og hvor pris og kvalitet hænger sammen.

Der er sikkert andre og flere ting, der er vigtige i jeres dagligdag. Vælg det sporingssystem, der passer jer bedst og som giver jer netop den fleksibilitet, I ønsker.

Læs om sporingsenheden, der sjældent skal oplades og som kan tåle en tur i vaskemaskinen.